Little fighters

Et projekt om elitegymnaster som blev bragt i Ud&Se

Stemningen er god, der er skruet op for musikken, og der bliver trænet i alle hjørner af den store hal i Grøndal Multicenter, hvor Gymnastikforeningen Gefion holder til. Her er både unge mænd, der springer på trampolin og helt små piger på 5-6 år, der med armene højt over hovedet og yndefuldt strakte hænder laver små hop opad! fremad! for at øve sig i at hoppe rigtigt på springbrættet. De går alle til idrætsgymnastik, som er konkurrenceudgaven af redskabsgymnastikken, og den type gymnastik der længst har været med til OL.

Ved siden af de små træner elitepigerne. De er mellem 10 og 18 år, og træner mellem 15 og 20 timer om ugen. Det kræver det, hvis man vil være med på eliteniveau. Og det vil de. Tommelfingerreglen er, at man skal have 10.000 træningstimer bag sig, før man bliver så god, at man kan konkurrere internationalt. Derfor træner de fleste af pigerne fire timer om dagen fem dage om ugen. Idrætsgymnastik har mange discipliner, og træningen er sat i system, så gymnasterne når gennem programmet uden at gå i vejen for hinanden. Der er opvarmning med maverulninger og armbøjninger. Der er øvelser i forskudt barre, hvor gymnasterne svinger sig rundt mellem de to barrer. Der er elegante øvelser på gulv, hvor et forbløffende lille tilløb og et afsæt på gulvet resulterer i en Schmetterling – en slags vejrmølle uden hænder og­­ hvor armene holdes ind til kroppen. Øvelsen gentages igen og igen. Ikke bare to eller tre gange. Sytten eller atten gange når de unge piger at snurre rundt i luften, før de går videre til næste punkt på programmet. Der er kraftfulde spring over hest, hvor træner Sidsel Lynge trods den halsbrækkende fart i tilløbet bliver ved med at sige til gymnasterne, at de skal slippe håndbremsen, i stedet for at tage en anelse af farten lige inden de når springbrættet og hesten. “Psyken er en stor del af det at blive god. Det er 60 % psyke og 40 % hård træning, der skal til,” lyder det fra træneren, der selv har været elitegymnast. Alle pigerne har dårlige dage, hvor tingene ikke vil lykkes. Det skyldes typisk, at de kommer til at tænke for meget, så tankerne stopper dem. Som én af dem står på den fem meter lange og bare ti cm brede bom 125 cm over jorden og tager sig sammen til igen at lave en kolbøtte i luften, kan man godt forstå, at tvivlen kan ramme. “Kom så,” lyder det afdæmpet fra Sidsel Lynge. “Man kan, hvad man vil – og lige nu tænker du for meget.”

Mens elitegymnasterne koncentreret klarer dagens mange udfordringer og de mange gentagelser, klatrer de små piger i similibesatte trikoter adræt til tops i tovene, der hænger ned fra betonbjælken godt otte meter oppe. Det ligner noget, de leger samtidig med, at der er forbløffende lidt pjatten i rækkerne. Og samtidig er dét, at elitegymnasterne træner side om side med de andre, med til at skabe den gode stemning. Idrætsgymnastikken er i sit væsen en sportsgren, hvor man kæmper alene. Men gymnasterne opmuntrer, hjælper og ser op til hinanden. Det kan godt være, at de hver og en kæmper med sig selv. Men de gør det sammen.